tirsdag den 18. juni 2013

Rustik grøntsagspizza

Jeg faldt over en opskrift på Alt for Damernes hjemmeside, som havde et smukt og rustikt bud på en pizza. Grillet aubergine, squash og peber sprang lige ind i hjertet på mig, og jeg vidste, at dette blev jeg nødt til at prøve! Jeg har selv kommet med et bud på hvordan en grov pizzabund og tomatsauce skal laves og har også tilføjet lidt ekstra guf til opskriften ved også at bruge lidt chorizo, asparges og cherrytomater.

 

Det skal du bruge til 2 stk. pizza
Pizzabund
  • 3/4 pk. øko gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 dl olivenolie
  • 2 tsk. groft salt
  • 1oo g fuldkornsspeltmel
  • 1oo g sigtemel
  • ca. 35o g hvedemel
Gær røres ud i vandet og olie og salt røres i. I denne opskrift har jeg både brugt fuldkornsspeltmel og sigtemel, men i grunden så kan de varieres i uendeligheder! Mængden af hvedemel afhænger af hvilke andre meltyper du vælger at bruge. Bruger du f.eks. fuldkornshvedemel, som har en ret dårlig sugeevne, så skal du selvfølgelig bruge lidt mere hvedemel. Så start altid med at røre grovere meltyper i og tilsæt så hvedemel indtil konsistensen er passende. Dejen skal være smidig og slipper bord og hænder. Lad den hvile 1 time før den rulles ud til 2 pizzabunde.

Tomatsauce
  • God slat olivenolie
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • Rosmarinkviste
  • 1 dåse øko hakkede tomater
  • Salt og peber
Mens dejen hæver laves tomatsaucen. Kom olie i en gryde og lade den varme op. Hak løg og hvidløg fint og lad dem blive blanke i den varme olie. Kom også rosmarinkvistene med ned i olien og hæld derefter en dåse tomater over. Krydr med salt og peber.
Personligt bryder jeg mig ikke om en pizzasauce der er klumpet, så jeg giver den altid en tur med en stavblender og tilføjer evt. lidt vand, hvis jeg synes den er blevet for tyk.  

Fyld
  • 1 squash
  • 1 aubergine
  • 1 peberfrugt
  • Friske asparges
  • Cherrytomater i skiver
  • Chorizo eller peperoni
  • 3 pk. frisk mozzarella a 125g
  • Oregano (jeg brugte friskplukket oregano) - har du basilikum i vindueskarmen, så er dette helt klart at foretrække!
Grøntsagerne skyldes og tørres med et rent viskestykke. Skær peber i ringe og squash og aubergine på langs i tynde skiver. Pensl med lidt neutral olie og fyr op for en grillpande, så den er meget meget varm. Læg et lag grøntsager på og lad dem få fine grillstriber på begge sider.
 
Nu er dejen færdig med at hæve og den kan deles i to dele og rulles ud. Olivenolien i dejen gør at dejen er smidig og utrolig nem at rulle ud og ikke trækker sig sammen igen. Inden jeg selv fik støbt min pizzabundsopskrift sammen, fløj der altid bandeord vildt ud i luften i irritation over at dejen altid trak sig sammen til - men med denne dej går det snildt.
Prik bundene med en gaffel, så forekomsten af luftlommer under bagning minimeres. Forbag bundene (evt. på en pizzasten) ved 250 grader C til de er blevet relativt sprøde. Der er ikke noget så kedeligt som en slatten pizzabund, den skal virkelig knase! Så vær især ops på at den er sprød på midten når bunden er forbagt.
Tag bundene ud og smør tomatsauce på i et tyndt lag. Fordel asparges og cherrytomater. Mozzarella skæres i tynde skiver og fordeles og der strøs med oregano. Chorizo, aubergine, squash og peber lægges på og så ellers en tur i ovnen igen ved de 250 grader C indtil osten er smeltet og bundene har taget farve langs skorpen.

 
 
Buon appetito!

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar