lørdag den 24. august 2013

Langtidsstegt kylling med honning, timian og fennikelfrø

Saftig kyllingesteg, der passer sig selv, og som derfor egner sig perfekt som gæstemad. Honningen giver kyllingen et strejf af sødhed, som er helt uimodståelig for honningelskere som jeg selv.
 
Forud for stegningen lå kyllingen i saltlage, hvilket gav en fantastisk saftig steg.
 
 
 
Saltlagen bestod af
  • 2 L vand
  • 115 g salt
  • 65 g sukker
Rør i vandet til salt og sukker er opløst.

Det skal du bruge til kyllingen.
  • 1 kylling af ca. 15oo g
  • flydende honning
  • timian
  • fennikelfrø
  • evt. forskelligt fyld
Skyld og rens kyllingen indvendigt, så der ikke sidder nogen rester af indvolde. Fyld den evt. med løg, hvidløg, æble eller hvad du synes. Bind lårene sammen for at holde på fyldet.
Gnid honningen på og drys med timian og fennikel. Så ellers bare i ovnen ved 1oo grader C i 3 timer. Efter de 3 timer skrues temperaturen til 2oo grader varmluft. Hold godt øje med kyllingen, når den ønskede farve er nået, dækkes kyllingen med stanniol indtil den i alt har fået 3o minutter ved 2oo grader. 
 
Midt i middagen gik det op for mig at jeg ikke fik taget et billede af kyllingestegen, så I må nøjes med at beskedent kyllingelår.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar